- Der er gjort en stor indsats rundt om på fabrikkerne. Medarbejderne skal have et klap på skulderen for deres arbejde.
Sådan lyder ordene fra Bent Aalund Olsen, chef for fødevaresikkerheden i Danish Crown, efter at amerikanerne har været på inspektion på seks fabrikker i juli måned. Fåborg, Blans, Skærbæk, Sæby, Esbjerg og Ringsted har haft besøg og er godkendt, så produktionen til USA kan fortsætte. Tidligere på sommeren blev Tulip i Vejle også USA-godkendt. Denne gang er det især HACCP-programmet og dyrevelfærd, som inspektøren Nader Memarian har haft fokus på. Men rengøring, produkthåndtering, temperaturstyringen i skærestuerne og kondens i kølerum er også nogle af de ting, han er gået i dybden med.
Danish Crown er fortsat USA-godkendt. Chefen for fødevaresikkerheden i DC er godt tilfreds.
En del af DC’s image
Godkendelserne har stor betydning for både de enkelte fabrikker, men også for Danish Crowns samlede eksport.
- Det er en del af Danish Crowns image, at vi er godkendt til eksport til USA. Og den løbende eksport dertil vil vi jo ikke miste. Alle vores kamben går rent til USA, fordi vi får en pris, som ingen andre lande kan matche, fortæller eksportdirektør Carsten Lehrmann og fortsætter:
- Det har også betydning på den måde, at andre lande går op i godkendelserne. F.eks. er det vigtigt i forhold til eksporten til Japan. Det er en blåstempling af virksomheden, som kun få andre lande i Europa har.