Regnskabsåret har overordnet været præget af store, eksistentielle og langstrakte udfordringer. En global økonomisk krise blandt svineproducenter var ved regnskabsårets start blevet afløst af en verdensomspændende finanskrise, der kun lige var ved at tegne sig i horisonten. Overalt faldt efterspørgslen på kød, mens produktionen af kød, globalt set, stadig var for høj. Samtidig var Danish Crowns råvaregrundlag truet, fordi den danske eksport af smågrise var stigende.
- Vi har været i en ekstrem situation, hvor vi som selskab har været nødt til at tilpasse vores størrelse og kapacitet. Vi har tidligere lukket afdelinger, men der har det været som led i en effektivisering. Nu lukkede vi for første gang afdelinger, fordi vores samlede produktion var faldet. Det har betydet et beklageligt farvel til knap 3000 medarbejdere, men det har været nødvendigt for at bevare vores konkurrenceevne i et benhårdt marked, forklarer formanden for Danish Crown, Niels Mikkelsen.
Vi har fået pålagt politiske særbyrder, mens vores konkur-renter syd for grænsen har fået lempelser og i nogle tilfælde tilskyndelser. Og det rammer vores konkur-renceevne hårdt.
I takt med tiden
Mens Danish Crown har været gennem en tilpasningsperiode har en stor del af andelshaverne været gennem en lang og hård eksistenskamp. Branchen har været sat på en meget hård prøve, mens hele erhvervslivet har kunnet konstatere en faldende konkurrenceevne. For at fastholde positionen som en afgørende spiller på det globale marked for kød introducerede Danish Crown derfor i maj måned DC Future, som er en handlingsplan med ni punkter, hvor DC Afregning er en del af den samlede plan og har helt afgørende betydning for koncernens ejere.
- DC Afregning er et helt nyt afregningssystem, som kan anvendes af alle svine- og so-producenter. Der er tale om et åbent og gennemsigtigt system, hvor vi som producenter kan vælge frit på hylderne. Uanset produktionsform og -mønster er der mulighed for, at alle kan opnå fordele, hvis man er villig til at tilpasse driften. Det kræver måske lidt nytænkning. Men det er også nødvendigt for at kunne klare sig i en meget foranderlig verden, hvor vi må tilpasse os bevægelserne, konkurrencen og de kræfter, der er på markedet. Vi er ikke i et statisk system, og derfor har vi lyttet til de meninger, der er kommet fra andelshaverne, siger Niels Mikkelsen og forklarer, at afregningssystemet trådte i kraft den 5. oktober 2009.
Fælles ansvar og fælles ejerskab
I løbet af året har der været holdt en række dialogmøder med andelshaverne, hvor driften af koncernen og det nye afregningssystem har været diskuteret. Og debatten om DC Afregning gav til tider rystelser i baglandet, fortæller Niels Mikkelsen.
- Tidligere havde vi et lidt firkantet system, som bundede i en tid, hvor andelshaverne var mere ens. Nu har vi et system, der er tilpasset en mere nuanceret virkelighed, og som tilgodeser alle grupper producenter. Det har været budskabet, når vi har mødt ejerne i en åben dialog om de udfordringer, vi står over for som koncern. Vi har skitseret den virkelighed, vi møder på markederne, og præsenteret en plan for, hvordan vi ser forandringerne gennemført. Og det har indimellem medført en livlig debat, hvor tonen og argumenterne har været skarpe. Det tolker jeg som et bevis på, at rigtig mange ejere føler et stort ansvar og et stort ejerskab af vores fælles virksomhed, fremhæver Niels Mikkelsen.
Ulige vilkår
Mens der endnu går noget tid, før DC Afregning får fuld gennemslagskraft, kunne bestyrelsen allerede efter de første tre måneder med DC Future konstatere markante forbedringer af økonomien. Den overvejende del er opnået gennem bevidste omkostningsbesparelser på den primære drift, mens de omkostninger, der er påført koncernen udefra, endnu ikke er reduceret tilsvarende. Det gælder især de omkostninger, der kan relateres til veterinærområdet og lignende.
- Jeg må konstatere, at der er fyldt nogle sten på vognen, så den kører tungere end tidligere. Vi har fået pålagt politiske særbyrder, mens vores konkurrenter syd for grænsen har fået lempelser og i nogle tilfælde tilskyndelser. Og det rammer vores konkurrenceevne hårdt. Rammebetingelserne skal ses i en sammenhæng, og rammes en del af værdikæden, så svækkes hele kæden, siger Niels Mikkelsen.
Danish Crowns bestyrelsesformand, Niels Mikkelsen, har været en af drivkræfterne bag implementeringen af DC Afregning.
Færre skuldre til det fælles ansvar
Antallet af producenter og ejere af Danish Crown er faldet gennem året. Og i takt med en mindre ejerkreds blev det nødvendigt at se på fordelingen af de fælles omkostninger, der hviler på branchen.
- Vi bliver færre aktive landmænd, og det betyder færre skuldre til at bære de fælles opgaver og udgifter. Derfor har det været helt naturligt at se på, hvordan vi kan koordinere vores indsats med de organisationer og virksomheder, vi deler interesser, opgaver og udfordringer med. Det har blandt andet resulteret i en strømlining af det nuværende Landbrug & Fødevarer, så vi får en større slagkraft og handlekraft over for det politiske system, når vi taler med én stemme, nævner Niels Mikkelsen.
Fællesskabets fordele
Danish Crown eksporterer til flere end 130 lande. Hver gang der kører ti kølebiler fra et af koncernens slagterier, så fortsætter de ni uden for landets grænser. Samtidig bliver en voksende mængde kød forarbejdet og forædlet uden for landets grænser. I praksis har de danske andelshavere kontrol over hele værdikæden fra stald til endeligt salg ude på verdens allermest lukrative markeder. Og det gavner alle ejere, mener Niels Mikkelsen.
- Vi ser i dag fordelene ved vores internationale strategi, der bygger på forædling og værdiskabelse kombineret med salg på udvalgte højprismarkeder som Japan, USA og Australien. Vores markante tilstedeværelse på det engelske og det polske marked har bidraget positivt til vores hjembragte priser, og senest har vores position på det nære svenske marked vist sig at bære frugt. I takt med at vores samlede produktion er faldet gennem året, så har vi været i stand til at sælge vores varer bedre på udvalgte markeder, fortæller han.
Sikkerhed i afsætningen
Mens finanskrisen har lagt en dæmper på verdensøkonomien og betydet en midlertidig opbremsning i Danish Crowns investeringer og ekspansioner, så oplever en række slagterivirksomheder på det globale kødmarked alvorlige problemer med reduktioner til følge. Hos Danish Crown har der også været gennemført reduktioner og nødvendige tilpasninger, men her er en gensidig afhængighed samtidig en vigtig forudsætning for, at både koncern og andelshavere kan udvikle sig langsigtet.
- Vi har en grundliggende sikkerhed i vores afsætningssystem. Vi er både store og meget tilpasningsvillige på samme tid og kan derfor tilpasse os udfordringerne på de forskellige markeder. Andre virksomheder har valgt en anden strategi, og her ser vi en større sårbarhed over for ændringer i markedet. Vores styrke er et internationalt, vidt forgrenet globalt afsætningsapparat, der matcher vores eksportandel. Alternativer kan selvfølgelig være konkurrencedygtige på kort sigt, men Danish Crown vinder efter min mening på lang sigt på grund af stabiliteten. Koncernen og ejerne er afhængige af hinanden, og derfor er stabilitet og gensidig afhængighed udgangspunktet for fælles vækst. Derfor er det selvfølgelig beklageligt, at der er andelshavere, der har valgt at forlade selskabet i løbet af året. Og jeg vil ønske dem held og lykke. Jeg vil så til gengæld byde velkommen til de nye ejere, der har meldt sig ind, og som sammen med os, der har været med i nogle år, har valgt at styrke Danish Crown. Det bliver spændende at udvikle Danish Crown i fællesskab i fremtiden, siger Niels Mikkelsen.