Slagteriet i Horsens har fået en tv-stjerne for en dag. 18-årige Kamilla Mathiasen deltager i DR's ungdomsprogram SKUM, hvor hun fortæller om at arbejde i tarmhuset.
- Det var lidt af en oplevelse pludselig at have et kamerahold så tæt på. De spurgte om jobbet og om mine fremtidsplaner, og så tror jeg, at de i det hele taget fik sig en kæmpeoplevelse i tarmhuset, fortæller lærlingen, der kun mangler et halvt år af den 2,5-årige uddannelse som tarmrenser.
Til daglig er hun på slagteriet i Esbjerg, men fordi Horsens ikke i øjeblikket har lærlinge, var Kamilla udlånt for at kunne optræde i tv.
I 2008 arbejder der i Horsens knap 130 mennesker i tarmhuset hos firmaet DAT-Schaub, der har flere afdelinger i Danmark og eksporterer tarme til hele verden.