Nøjagtig kl. 17.02 den 16. juni 2009 trådte gæst nr. 100.000 gennem dørene på Danish Crown i Horsens. Det var et hold af gæster fra Plantedirektoratet, der fik sig en ekstra oplevelse, da de besøgte slagteriet, hvor folkene fra besøgstjenesten stod klar.
- Vi har jo set frem til dette hold i et stykke tid, men ingen havde turdet forvente, at interessen for slagteriet var så overvældende. Vi har siden begyndelsen modtaget 25.000 gæster om året, og intet tyder på, at det gennemsnit falder. Ventetiden er stadig ca. et år, hvis man vil på besøg om aftenen, mens dagsholdene skal forvente en ventetid på godt fire måneder, siger besøgsleder Agnete Poulsen fra Danish Crown i Horsens.
Fordelingen af gæster på slagterier varierer meget. Danish Crowns andelshavere, kunder og forbrugere fylder normalt meget i besøgsstatistikken, men for øjeblikket er der en stor del studerende fra blandt andet de tekniske skoler.