Danish Crown tager hånd om de medarbejdere, som virksomheden må sige farvel til. I forbindelse med en virksomhedslukning træder Danish Crowns socialplan i kraft.
Trods et trængt arbejdsmarked lykkedes det i 2008 de fleste fyrede slagteriarbejdere at få job.
Succesrigt initiativ
Socialplanen indebærer, at Danish Crown sætter midler af til den enkelte medarbejder. I samarbejde med de ansatte etableres jobbanker, der tager sig af de berørte medarbejdere, og det har været et succesrigt initiativ.
Igennem socialplanen bliver medarbejderne tilbudt en samtale om, hvilke ønsker de har for deres fremtidige beskæftigelse. Erfaringen viser, at mange vælger at benytte chancen til at få opdateret deres skolekundskaber eller tage erhvervsrettede kompetencegivende kurser som for eksempel truckkurser eller lastbilkørekort.
I gang med uddannelse
Andre skifter til en helt anden boldgade og uddanner sig til fængselsfunktionær som 46-årige Aage Sørensen, der havde været på Danish Crown-slagteriet i Vojens siden 1989, og indtil det lukkede sidste år.
- Selvfølgelig er det negativt, at ens arbejdsplads lukker, men det gjorde også, at jeg kom i gang med en uddannelse. Jeg så mulighederne i at prøve noget nyt, forklarer Aage Sørensen i februar 2009.
Andre igen springer ud i at blive social- og sundhedshjælper, læse til lærer eller blive greenkeeper.
Jobbankerne formidler også job i andre virksomheder. Typisk udpeges en tillidsmand som jobbankbestyrer, og jobbanken har åbent ni måneder.
87 pct. I JOB IGEN EFTER LUKNINGER
- To anlæg er lukket – svineslagteriet i Holstebro og kreaturafdelingen i Gimsing
- Desuden er Rødding varslet lukket i løbet af 2010
- Endvidere er tre afdelinger nedlagt på henholdsvis kreaturslagteriet i Holstebro, soslagteriet i Skærbæk og svineslagteriet i Esbjerg
- I alt er 732 medarbejdere – slagteriarbejdere, håndværkere og funktionærer – blevet afskediget i løbet af året
- Dertil kommer de 308 medarbejdere i Rødding, hvoraf en tredjedel har forladt afdelingen på grund af nyt job
- I alt 87 pct. af medarbejderne på de lukkede fabrikker og afdelinger er kommet videre i arbejde eller uddannelse, eller de er gået på efterløn og pension
- Af de 87 pct. er 35 pct. blevet ansat i stillinger inden for Danish Crown og 65 pct. i andre virksomheder