Det er Jens Munch, indehaver af den landskendte Slagter Munch i Skagen, der har taget initiativ til slagtersamarbejdet.
- Vi gør det her for vores kunders skyld, for som private slagtere skal vi gøre noget for at skille os ud. Nogle fokuserer mere på mængder og pris, men vi har valgt at satse på at finde nogle kvalitetsprodukter, vi kan sælge med rigtig god samvittighed, og som man ikke kan finde andre steder. Vi har blandt andet lavet regler for, hvor længe kødet skal modnes. Samtidig er det vigtigt for os, at det er dansk kød, vi tilbyder, siger Jens Munch.
Nye produkter
Samarbejdet betyder, at der løbende bliver udviklet nye produkter samtidig med, at slagterne har adgang til Danish Crowns guldrum i Kolding.
Guldrummet har fået sit navn på grund af de mere specielle produkter, som rummet indeholder.
- Tidligere troede mange af os nok, at Danish Crown kun var til bulkvarer og store partier, men det har vist sig slet ikke at være tilfældet. Der bliver gjort en stor indsats for at finde lige netop de udskæringer og produkter, som vi efterlyser, siger Jens Munch
Han har selv været med til at udvikle flere produkter i samarbejdet.
Jeg begyndte i sin tid med at hente tungsvineskinker fra Danish Crown, som jeg bruger til Skagen Skinken. Nu samarbejder vi også om et specielt højreb, der er lidt federe og har modnet minimum fem uger på krog. Det er vores pendant til det japanske Kobe-kød, og vores test har vist, at produkterne ligner hinanden, men at kunderne bedre kan lide smagen af vores højreb, som samtidig er meget billigere end Kobe-kød, fortæller Jens Munch